Disse Hamsun-citater er udvalgt for deres særlige form eller indhold. Men de er taget ud af en literær kontekst, der giver dem endnu mere liv. Hvis du finder noget, du kan lide, så gå til kilden. God læselyst!
Den fattige intelligente er langt finere Iakttaker end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert Skridt han tar, lytter mistænksomt til hvert Ord han hører av de Mennesker han træffer; hver Skridt han selv tar stiller saaledes hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Braandsaar.
(Knut Hamsun, Sult)
Jeg erkender, at jeg er en levende Motsigelse, og jeg forstår det ikke selv. Men jeg er ude af Stand til at begripe, at ikke ogsaa alle andre Mennesker mener det samme om Tingene som jeg. I den Grad greje og gennemskuelige synes Spørgsmaalene mig, og saa skinnende klart ser jeg Sammenhængen i dem. Dette er mit Hjærtes Mening.
(Mysterier)
—
Jeg kan ligge paa ryg i disse underlige Nætter at tegne med min Sko langs Stjærne, og vinke til mig sælv der oppe. En føler sig beskuet av en likeledes ulykkelig Sjæl der ute under en likeledes evig Himmel, og man får denne underlige Trang til å sætte den sidste Stræk, det sidste Punktum i rædsel for å ha beskuet denne fullkomne Nat.
(Mysterier)
—
Jeg er fra Jorden og Skogen med alle mine Røtter. I byene bare lever jeg et kunstig Liv med kafeer og Aandrigheter og alskens Hjærnetull. Men jeg er fra Jorden. Og man skulde ikke gaa ut fra at jeg “bare dikter” naar jeg skriver om den.
(Knut Hamsun)
—
De civile embedsmænd – nei det er virkelig et stakkars folkefærd. Søn efter far, slægt efter slægt kopister. Rekruttert av bondegutter som “arbeider sig op”. De arbeider sig forresten ned gjør de, fra gode fiskere og jordbrukere til skrivere og præster.
(Børn av Tiden)
—
Hans fantasi pleiet ikke helt at fordreje sandheten for ham, han fulgte jorden også når han fløj.
(Om Holmengraa i Segelfoss By)
—
Hadde Herrens finger pekt på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en mand i Sydamerika, for den skyld? Når jeg overveiet tingen blev det mig mere og mere ubegripelig at netop jeg skulde være utset til prøveklut for Guds nådes lune. Det var en nokså eiendommelig fremgangsmåte at springe over en hel verden for at række mig; der var nu både antikvarbokhandler Pascha og dampskipsekspeditør Hennechen.
(Sult)
—
Mysteriet skal ikke forstås, det er ikke til underholdning. Men vil men forvanske og utviske store og hellige forestillinger da skal man “forklare” mysteriet, gjøre det lettfattelig, trække det ned til et kirkepublikums forstand, amerikanisere det.
(Under Halvmånen, Stridende Liv)
—
Jeg hadde så tydelig mærket at når jeg sultet litt længe av gangen var det likesom min hjærne randt mig stille ut av hodet og gjorde mig tom. Mit hode blev let og fraværende, jeg følte det ikke længere på mine aksler.
(Sult)
—
Denne mand, dette rødskjæggede bud fra dødens land, har ved al den ubeskrivelige uhygge han førte ind i mit barndomsliv gjort mig meget ondt. Jeg har hat mere end en vision siden, mere end et sælsomt sammenstøt med uforklarligheter; men intet har grepet mig så stærtkt som dette. Og dog har han kanske ikke gjort mig bare skade. Dette har ofte faldt mig ind. Jeg kunde tænke mig at han var en av de første årsaker til at jeg lærte at bite tænderne sammen og gjøre mig hård. I mit senere liv har jeg nu og da fåt bruk for dette.
(Et spøgelse, Kratskog)
—
Der stod et bokskap med glasdører og da alle dikterne er døde nu så var det heller ingen levende som stod i skapet, for der stod dikterne.
(Segelfoss by)
—
Sammenlignet med Bjørnsons er for eksempel Ibsens diktning det rene mekaniske kontorarbeide. Ibsens vers består i høj grad i at rim træffer rim så det smælder; de fleste av hans skuespil er dramatiseret træmasse.
(Mysterier)
—
Han var i en gåtefuld tilstand fyldt av psykisk behag, hver nerve i ham var våken, han fornam musik i sit blod, følte sig beslægtet med hele naturen, med solen og fjældene og alt andet, kjendte sig omsuset av sin egen jegfølelse fra trær og tuver og strå. Hans sjæl blev stor og fuldtonende som et orgel inde i ham og aldrig glemte han hvorledes den milde musik likefrem gled op og ned i hans blod.
(Mysterier)
—
Jeg raker ikke til alle store mænd, men jeg bedømmer jo ikke en mands størrelse efter omfanget av den bevægelse han har fåt istand, jeg bedømmer ham ut fra mig selv, fra min lille hjærnes eget skjøn, fra min sjælelige ævne til at vurdere. Jeg bedømmer ham så at si efter den smak jeg får i munden av hans virksomhet. Det er ikke vigtighet dette, det er utslag av mit blods subjektive logik.
(Nagel i Mysterier)
—
Naar De er ude i Mørket om Vinterkvælden og De kommer ind i en oplyst Stue, da iler alt det Lys ind i Deres Ansigt fra alle Kanter.
(Sværmere)
—
Hos barbereren i Lillesand:
(…) Man gjør seg ingen ide om, hvor en sådan byens barberer kan finde på at forhale tiden, når han er i DET hjørne. Plutselig smiler han, og da er han som Oftedal at skue. Men i det samme han smiler, bøjer han ens hoved så langt tilbage, at man næsten kan kigge seg selv sig selv bag øret.
Er det nu en yngling, som synes, han har noget at miste i verden, så slider han seg løs strax og kommer ud av stolen; men er det en mand med mod i bryst, og han er temmelig lige glad med kone og børn, så ligger han stille og avventer begivenheternes gang.
(SMAABYLIV “Brev til Bergens Tidende”)
—
Enten er det sandt, eller saa ved jeg ikke hvad jeg siger. Et af to.
(Pan)
—
Saa kloge er ikke vi Mennesker, vi vil ikke opgive Illusionen om at vare længe. Midt i Ansigtet paa Gud og Skæbnen prøver vi at trasse os frem til Eftermæle og Udødelighed, at kysse og klappe vor egen Taabelighed, at visne ned til Bunden uden Stil og uden Holdning.(Paa Gjengrodde Stier)
—
Mira er en Stjerne som kommer, lyser litt og blir borte. Det er hele Levnetsløpet. Og Menneske, her Tænker jeg paa dig. Av alt levende i Verden er du født til næsten ingen Ting. Du er hverken god eller ond, du er blit til uten et tænkt Maal. Du kommer fra Taaken og gaar tilbage til Taagen igjen, saa hjertelig ufuldkommen er du. Og Menneske, setter du dig op paa en sjelden Hest saa er det ikke noget som gør den Hest Sjelden mere…Just nu hvirvler det op fra Undergrunden en ny og haabefuld Slægt. Den er saa nys født og uskyldig, jeg læser om den, men kender ikke nogen Navn, det samme kan det være. Det er Vandrelys alle tilhobe, de kommer, de skinner lidt og blir borte. Kommer og gaar, som jeg kom og gik.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Boganis fortæller om en Hund som havde tabt Sporet men fik Færten just idet den sejlede over en Grøft — og saa bare fortsatte den over paa den anden Side.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Han er seminarist og Lærer, han ønsker ikke at laane ut nogen av Folkeboksamlingens Bøker til mig.
Endda jeg kanske kan have skrevet nogen av dem. Jeg vet ikke.
(Paa Gjengrodde Stier, om bibliotekaren paa Gamlehjemmet)
—
Et Regjereri over det levende Liv, Reglemanger uten Intuisjon og Hjerte, en Psykologi i Ruter og Rubrikker, en hel Vitenskab paa Trass. Andre kan utholde denne Tortur, det vedkommer ikke mig, jeg utholdt den ikke. Hvilket den Psykiatriske Læge kanske skulde have forstaat. Jeg var et friskt Menneske, jeg blev Gelé.
(Paa Gjengrodde Stier, om opholdet på Psykiatrisk Klinik 1945-1946)
—
Jeg kan se det hos andre, og jeg kan røres og graate i Brystet over andres Vers, men selv kan jeg ikke gjøre dem. Jeg faar saa mangen velsignet Gave fra det Høie, men jeg reflekterer den sønder og sammen. Det er nok at jeg rører ved dem, fingrer ved Blomsterstøvet.
(Paa Gjengrodde Stier, om sine egne digte)
—
Det kan vente til en gang siden, til kanskje bedre tider og til en annen rett enn denne.
(Paa Gjengrodde Stier, fra Hamsuns forsvarstale 1947)
[NB: referentens retskrivning]
—
Jeg er noget, jeg er Taagen , jeg er her og der, jeg svømmer, stundom er jeg Regn paa et tørt Sted. Min søn er Lynet som intet er, han er det golde blink, han kan handle. Min Søn han er vor Tids type. Sagen er: Jeg mangler evnen til den angerløse Adfærd. Havde jeg den Evne saa kunne jeg være Lynet. Nu er jeg Taagen.
(Markens Grøde)
—
Fejlen er, at de vil ikke gaa i Takt med Livet, de vil gaa fortere end det, de jager, de sprænger sig som Kiler ind i Livet. Men saa siger jo Flankerne paa dem — Stop dér, der knager, find en Raadbod, hold inde, Flankerne! Saa knuser Livet dem høfligt, men bestemt.
(Markens Grøde)
—
Han burde have levet i Urtiden, saa ville Fremskridtet i ham have faaet en varm Forkæmper.
(Hamsun om Strindberg, i artiklen Lidt om Strindberg 1907)
—
At leve er Krig mellem Trolde i Hjernen og Hjertets Hvælv.
(Hamsun, “Mysterier“, stammer oprindeligt fra digt af Henrik Ibsen)
—
Kvinden — hun har meget af Barnet, men intet af dets uskyld.
(En vandrer spiller med Sordin)
—
Der er ingen Forbitrelse, ingen Lidelse, ingen Oplevelse; du har spankuleret dig til dine Erfaringer i Livet, dine Øjne har set dem og din Mund er blevet fuld af dem; men din Sjæl er tom af dem.
(Hamsun i offentligt brev Bondekulturen til Johannes V. Jensen, 1908)
—
Det var evig godt, at han ikke fik Børn. De havde ikke duet. Al Historie og Skjæbne viser det.
(Tale paa Henrik Wergelands Hundredaarsdag 17/6 1908)
—
Slik er kærligheden:
Jeg bytter alle dem som straks slog til med hende som ikke ville.
(Digt: “Om Kærligheden“)
—
Døden er Hvilen i Søvnens Ly
og Livet et endeløst Gry paa Gry.(Digt “Søvnen og døden“)
—
Der er en Røst i mig som kræver: Rejs dig, rejs dig mod denne Fod-i-Hose-Ret! Og jeg rejser mig og siger noget andet af bare indre brændende Fornødenhed.
(Mysterier)
—
Jeg var engang som mine kammerater. De har holdt trit med tiden, jeg har ikke. Nu er jeg som ingen anden. Desværre. Gudskelov.
—
At der findes en Aarstid saa fuldkommen alene om at være forfærdelig. Og til dette kan Mennesket ingenting sige, ingen nærgaaende spørgsmaal gøre. Fjældene staar der borte med sin Tyngde helt for sig selv, Skoven er stendød, alt tier til alt, Sneen er hvid og venlig og ligger dér, Frosten afviser al Jævnbyrdighed og lader ikke mennesket komme til Orde.
(om vinteren i “Paa Gjengrodde Stier)
—
Kan De tænke Dem hvor lidt jeg har Lyst til at dø? Jeg kunde gaa i Trældom for at faa Lov at beholde Livet. Hvis jeg pludselig spærres inde, saa dør jeg.
(Sidste kapitel)
—
Han er en Mand, som Menneskene har fundet paa. En Forvildet som mente man kunde udvikle sig til Menneske af Bøger – hvor blir Karakteren af, hvor Personligheden? Hvad kan man ikke lære op en Papegøje til at si, hvad kan ikke en Mand boklæse sig til? Men han bliver et Menneske bare af Kaste, en Filolog af Kaste, han kan “Sprog” og ellers intet.
(Sidste Kapitel)
—
Hvad er Skole? Skole det er en Mors daglige Undervisning og en Fars daglige Lære; Bogskole derimod det er noget som er fundet paa, en Institution som komplicerer Livet med Vilje og gør det slidsommere at leve fra Menneskets sjette Aar til Døden. Boken, det trykte Ord til alle og enhver fylder jo Verden med Utilfredshed og Ulykke, med kvantitativ Dannelse, Civilisation.
(Sidste Kapitel)
—
Vi rejser os og gir vor Stol til en Halt, vi lytter taalmodig til at en Stammende faar hakket ifra sig sine Intetsigenheder, vi aabner Dørene for en Dame som om hun ikke selv havde hænder. Jeg siger det bare. Der var engang en Fløjtespiller, Virtuos, han endte i Lede med at kaste Musikken under Nodestolen og blæse Sæbebobler med fløjten. Ogsaa det siger jeg bare.
(Sidste Kapitel)
—
Han er Bonde og Jordbruger uden Naade. En Genopstanden fra Fortiden, som peger Fremtiden ud. Ni hundrede Aar gammel og igen dagens Mand.
(Markens Grøde)
—
Det menneske, som duer, gaar til en vis grad sin egen vej, selv om den rette almindelighed gaar sin.
(Ny jord)
—
Fluesvampen – en Ufrugt, en Forbryder, selve den fagmæssige Lastefuldhed, men pragtsyg, glimrende, Svampenes Kardinal.
(om den røde fluesvamp, Den sidste glæde)
—
Da blev jeg selv rammet af Lynet. Det var et Under og det hændte mig. Det gik langs min venstre Albue og sviede Trøjeærmet, Lynet var vist af Uld, en Nøgle, der trillede. Jeg kjendte en Hete, jeg saa at Marken længer nede fik et højlydt Klap og reves op, et Tryk klemte mig, det gik en Stang af Mørke gennem mig. Saa tordnede det over al Maade, ikke langt og buldrende, men fast og rent, smatrende. Uvejret drog bort.
(Den sidste Glæde)
—
Lovens straf for Forseelser er ophørt med at være noget videre. Det er bare en kedelig og human Straf, en Dommer er uden nogen Mystik mere. Man har taget det religiøse Element ud af Lovene. Kom med litt Trolddom igen og med litt sjette Mosebog og synd mod Helligaanden og Forskrivning med nydøbt Barns Blod.
(Den Sidste Glæde)
—
Jeg har søgt Skovene for Ensomhedens skyld.
(Den sidste glæde)
—
Men hvorfor har jeg skrevet netop til dig? Ja hvad tror du? Du vil jo ikke bli overbevist om den redelige Sandhet i mine Slutninger; men jeg skal tvinge endog dig til at forstaa at jeg er Sandheten nær. Da fraregner jeg Idioten i dig.
(Sidste Kapitel)
—
Da hører han en Røst fra Kjælderen, en Røst uten Ord, som av en Død i Jorden, det lyder to Ganger, og Mølleren flygter skrækslagen bort fra Vinduet, henover Gården, ned på Veien og hjem. Han torde ikke se sig tilbage. Da han nogen Minutter senere sammen med Johannes kom til Stedet stod hele Slottet, det gamle store Træhus, i lys Lue. Et par Mand fra Bryggen var ogsaa kommet til; men heller ikke de kunde gjøre noget. Alt var fortapt. Men Møllerens Mund var taus som Graven.
(Victoria)
Vakker? Hun var deilig, hun var syndig søt. Øine som råsilke, armer av rav! Bare et enkelt blik av hende var forførende som et kys og når hun kaldte på mig jog hendes stemme mig som en stråle af vin like ind i hjertet.
(Sult)
—
Og Mørket ruget omkring mig, alting var stille, alting. Men oppe i Højden suset den evige Sang, Veiret, den fjærne, toneløse Summen som aldrig tier. Jeg lyttet så længe til dette endeløse, Syke Sus at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdener over mig, Stjærnerne som intonerte en Sang.
(Sult)
—
Bare Nat, et kokende Mørke omkring mig. Jeg blinker og tror jeg lever endnu, jeg har ogsaa Liv i mine Fingrer og jeg hænger fast ved Livet.
(Ny Jord)
—
Saledes var Kjærligheten.
Nei nei, den var atter meget anderledes og den var som ingen anden Ting i hele Verden. Den kom en Vaarnat til Jorden da en Yngling saa to Øine, to Øine. Han stirret og saa. Han kysset en Mund, da var det som to Lys traf hverandre i hans Hjærte, en Sol som lynte mod en Stjærne. Han faldt i en Favn, da hørte og saa han intet mere i hele Verden.
Kjærligheten er Guds første Ord, den første Tanke som sejlet gennem hans Hjærne. Da han sa: Bliv lys! blev det Kjærlighet. Og alt han hadde skapt var såre godt og han vilde intet ha ugjort igjen derav. Og Kjærligheten blev Verdens Ophav og Verdens Hersker; men alle dens Veier er fulde af blomster og Blod, Blomster og Blod.
(Victoria)
—
Den menneskelige sjæl kunde så vanskelig uttrykkes i en hel talstørrelse, den bestod av nuancer, av motsigelser, av hundreder av brøkdele, og jo mere moderne en sjæl var, des mere sammensat af nuancer var den.
(Knut Hamsun, Redaktør Lynge)
—
Jeg væmmedes ved mig selv; endog mine hænder forekommer mig motbydelige. Dette slattede, ublufærdige uttryk i mine håndbaker piner mig, volder mig ubehag: jeg føler mig ved synet av mine magre fingrer råt påvirket, jeg hater hele mit slunke legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, om det vare blev en ende på det nu! Jeg vilde inderlig gjærne dø.
(Sult)
—
Jeg holder det almindelige omdømme nokså høyt. Jeg holder vårt norske rettsvesen enda høyere, men jeg holder det ikke så høyt som jeg holder min egen bevissthet om hva som er godt og ondt, hva som er rett og galt. Jeg er gammel nok til at ha en rettesnor for mig selv, og dette er min.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Men en dag har jeg ingen cigar mere, hvad så? Da slutter jeg at røke, slutter. Det har jeg gjort tre ganger før, et år om gangen, fra dato til dato. Jeg vil være såpass herre over meg selv at jeg slutter. Godt. Men jeg begynder jo igjen, hvad er da det hele til? Jeg vil være såpas herre over meg selv at jeg også begynder igjen.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Jeg hadde glemt at være gamp, mine sko var for lette. Jeg var blit forvansket av alle de finheter jeg hadde faret med i mange år, jeg fik studere tilbake til bonde.
(En Vandrer Spiller Med Sordin)
—
Nu er det så at jeg har drevet et egenartet skriverarbeide og bedre end flertallet det vet jeg meget vel. Men dette er egentlig ikke så meget min fortjeneste, for jeg var født med ævnerne til det. Slik er det.
(Den Siste Glæde)
—
Livet skal behandles som en kvinde. Skal man ikke være galant mot livet og la hende vinde på sig? Man skal gi sig og gi sig og la alle skatter ligge.
(Rosa)
—
Nogen gir lite, og det er meget for dem, andre gir alt, og det koster ingen overvindelse; hvem har så git mest?
(Pan)
—
Mange af mine dikte blir til, når jeg ligger på ryggen i skogen. Jeg prøver at komme mig langt væk fra mennesker og fra alle erindringer om det moderne liv, jeg hensætter mig til min barndoms dage, da jeg gik og gæted kreaturene der hjemme. Det var da min naturfølelse våknet – hvis jeg har nogen – jeg levet ialdfald fra lidet barn på græssletter, i skoge og i fjælde, og jeg traf alle dyr og fugler som blev mine bekjendte for livet.
(brev til en tysk oversetter)
—
Jeg er en fremmed, en tilværelsens utlænding, Guds fikse idé, kald mig hvad I vil.
(Mysterier)
—
Hans Hode har uttænkt hver Art af Armod, hver Grad av Elendighed, hans Hjærne rummer al Menneskehetens Lidelse. Så dypper han Pennen og er brændende i Aanden og skriver den ene Siden efter den andre, fylder store Ark med Tal, tar fra den Rike og giver til den Fattige, fordeler Summer, omkalfatrer Jordens hele Økonomi, slynger Milliarder utover de forbausede Fattigfolk — altsammen videnskapelig, altsammen teoretisk. Og saa til syvende og sist viser det sig at man i Enfoldighet er gaaet ut fra et grundfalskt Princip: Menneskenes Lighed.
(Mysterier, om Karl Marx)
—
Det ene straaler i Livet, det andet forbløffer i Teatret.
(Mysterier)
—
Menneske, dit navn er Æsel.
(Mysterier)
—
Hvad vet Verden? Intet! Man vænner sig bare til en Ting, man akcepterer den, fordi ens Lærer har erkjendt den før en, alt er blot og bar Antakelse, ja endog Tid, Rum, Materie er Antakelse. Verden vet intet, den akcepterer bare…
(Mysterier)
—
Han haade bare på Hjærtet en Bøn til alle strænge Mennesker om Naade for de ulykkelige Individer som ikke tilhøret noget Parti, de hjemløse Sjæle, Radikalerne, som hverken Højre eller Venstre kunne få… Den menneskelige Sjæl kunde så vanskelig uttrykkes i en hel Talstørrelse, den bestod af Nuancer, av Motsigelser, av Hundreder av Brøkdele, og jo mere moderne en Sjæl var, de mere sammensat av Nuancer var den. Men en slik sammensat Sjæl kunde så dårligt finde et blivende Sted indenfor Partierne. Hvad Partierne lærte og trodde hadde disse Sjæle forlængst levet forbi, de var Radikalere som under deres Utvikling hadde sat til det Kvantum av fast Partibevidsthet de engang hadde, ruteløse Kometer var de, som gik sine egne Veier efter at ha forlatt alle andres. Det var som Regel Mennesker med Vilje, stærke Mennesker; de hadde eet Maal: Lykken, den størst mulige Lykke, og de hadde ett Middel: Ærlighet, den absolutte Ubestikkelighet, Foragten for den personlige Fordel.
(Redaktør Lynge)
—
Men blide stunder det har alle. En Fange sitter på sin Kjærre og kjører til Skafottet, en Spiker gnager ham i Sætet, han flytter sig og føler det mere behagelig.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Stak man hul på hende ville hun bløde Sand.
(Redaktør Lynge)
—
I Taper ikke Hodet, I rødmer ikke av Harme eller Skam, I træder op i Forandringen og ser Jær omkring og slaar Jær lidt efter lidt til Ro i den. Og litt efter litt lægger i Jær saa til en ny Overbevisning som er like saa oprigtig – og lige saa varig – som den første. Det er saa at være moderne.
(Redaktør Lynge)
—
Læg Mærke til at denne Mand uten Overbevisning, uten Vederhæftighed, sat tildoms over Mennesker og Ting bare i Kraft av sin Ævne til at lytte sig til Byens Mening. Hans personlige Løshed trak ned den offentlige Diskussion, saadde Forvirring hvor han kunde komme til og svækket Folkets Følelse for Ansvaret. Avveien, Lynge vil gjøre en Sving paa sig, Lynge vil holde Publikum i Aande med en mærkelig ny Ting! Han viser sig fra en fremmed Side, han overrasker, han vender op ned paa alt stabilt og fast, end ikke sin egen tidligere Mening har han mere Agtelse for end at han flirer den bort løst og let, visker den ut med en Pussighet og lader den saa glemmes…
Og det syntes ikke at gaa op for nogen at bare i et Land hvor Journalistikken var saa daarlig som i Norge kunde denne Mand spille en Rolle. I et stort Land vilde han ha været Saks i et Blad, I Afghanistan vilde han ha svunget sig op til Landsbyens Medicinmand og gjort Kunster i Sandet.
(i Redaktør Lynge, hvor Hamsun anfægter den daværende norske journalistiske stand)
—
Der er intet i ham som markerer noget, han mangler Hovedlinjerne, han er ikke noget.
(Pan, Glahn om baronen)
—
Det kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Soolstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere.
Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre som er Sorgens eller Glædens Kilde.
(Pan)
—
Sæt dig, sa jeg, saa fortæller du mig hvad du heter.
Og hun satte sig rødmende ved Siden av mig og sa at hun hed Henriette.
Jeg spurte:
Har du en Kjæreste, Henriette, og har han nogen Gang omfavnet dig?
Ja, svarte hun forlegent leende.
Hvormange Ganger allerede?
Hun tier.
Hvormange Ganger? gjentar jeg.
To ganger, sa hun sagte.
Jeg trak hende til mig og spurte:
Hvorledes gjorde han det? Gjorde han det saaledes?
Ja, hvisket hun skælvende.
Klokken blev fire.
(Pan)
—
Min lille Heipige, kom ind i Hytten og lat mig se paa dig. Du heter forresten Henriette. Men hun går mig taus forbi. Høsten, Vinteren hadde grepet hende, allerede sov hendes sanser. Allerede var Solen gået i Hav.
(Pan)
—
Da jeg vaagned, var Natten forbi. Ak jeg havde i lang Tid gaat om i en sørgelig Tilstand, fuld af Feber, ventende paa at falde om av en eller anden Sygdom. Tingene vendtes op og ned for mig, jeg saa alt med betændte øjne, en dyb Sørgmodighed behersked mig.
Nu var det over.
(Pan)
—
Du gav alt, alt gav du, og det kosted dig ingen Overvindelse; ti du var selve Livets berusede Barn. Men andre, som sparer karrig endog paa sit Blik, kan ha hele min Tanke. Hvorfor? Spør de tolv Maaneder og Skibene paa Havet, spør Hjærtets gaadefulde Gud . . . .
(Pan)
—
Vi erfarede lidt om de hemmelige Bevægelser, som bedrives upaaagtet paa de afsides Steder i Sjælen, den Fornemmelsernes uberegnelige Uorden, udenom det delikate Fantasiliv holdt under Luppen, disse Tankens og Følelsens Vandringer i det Blaa, skridtløse, sporløse Rejser med Hjærnen og Hjærtet, sælsomme Nervevirksomheder, Blodets Hvisken, Benpibernes Bøn, hele det ubevidste Sjæleliv.
(Fra det ubevidste Sjæleliv, artikel 1890)
—
Historie er ikke noget stabilt, alt er flydende dér; det eneste faste i den skulde være nogle Navne og Aarstal, men ogsaa disse slaar mangen Gang Klik. Historie er den mest underholdende og mest upaalidelige Roman.
(Ærer de Unge!, artikelserie 1912)
—
Jeg vet ikke en Ting, som vi herute paa Landet ikke kan avle og omdanne selv af alt, vi trænger til dette Liv: Mat, Klær, Hus, Lys. Har vi ikke Teater? Vi har større Skuespill enn Nationalteatrets.
(Brev til ‘Klassekampen’, om livet på landet, 1916)
—
Bergson har lansert intuisjonen, Einstein relativitetsteorien, jeg er blank, har ingen forudsetninger, vet intet, har ikke engang eksamen fra en skole.
(Festina Lente, artikel 1928)
—
Er sensasjonen nødvendig for det jordiske liv? Tuaregen kan leve foruten. Vi setter rekorder i flyvning, kappkjøring, i slagsmål paa næverne, vi hyler mot himlen av Henrykkelse over heltene som flyver over Atlanterhavet – og vi vender tomme hjem fra vor ophisselse. En fransk linedanser Blondin gikk jo allerede i 1860 på stylter over Niagara på et utspent taug.
(Festina Lente, artikel 1928)
—
Vi viser kanskje civilisasjon, vi viser ikke kultur. Vi civiliseres, overciviliseres, men vi taper i ånd.
(Festina Lente, artikel 1928)
—
Der kan være vakre Sandheter i Løgnen. Gjorde ikke Livet Løgnen nødvendig saa var den ikke til.
(Sidste Kapitel)
—
Hvad gjorde Ektemanden i den henrivende franske Roman da han kom hjem og fandt sin Kones Elsker i Soveværelset? Først hilste han, saa lyste han Elskeren nedover Trapperne med en Lampe: Pas paa! advaret han, dér er et daarlig Trin, gaa ikke paa Næsen, Min herre! Altsaa en verdensmands optræden, Gratie, slepent Væsen.
(Sidste Kapitel, om fransk kærlighedsmoral)
—
Vort Iboende er ikke rikt i Forhold til det vi har lært av Bøker, men netop i Forhold til det vi kan undvære av Boklærdom. Vort Iboende er jo selve Mennesket og er et Selv.
(Sidste Kapitel)
—
Alle Ting indvirket på mig og distraherte mig, alt jeg saa gav mig nye Indtryk. Fluer og smaa Myg satte sig fast paa Papiret og forstyrret mig; jeg pustet paa dem for at faa dem væk, blaaste haardere og haardere, men uten Nytte. De smaa Bæster lægger sig bakut, gjør sig tunge og stritter imot saa deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte av Flækken. De finder sig noget at hake sig fast, spænder Hælene mot et Komma eller en Ujevnhet i Papiret og staar uryggelig stille saalænge til de selv finder for godt at gaa sin Vei.
(Sult)
—
Den fattige intelligente er langt finere Iakttaker end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert Skridt han tar, lytter mistænksomt til hvert Ord han hører av de Mennesker han træffer; hver Skridt han selv tar stiller saaledes hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Braandsaar.
(Sult)
—
Naar jeg gaar ad den gjengrodde Sti ind gjennem Skogen, skjælver mit Hjærte i en ujordisk Glæde. Jeg mindes et enkelt Sted paa Østkysten av det Kaspiske Hav hvor jeg engang stod. Der var det som her. Og Søen var stille og tung og jærngraa som nu.
Jeg gik ind gjennem Skogen. Jeg begyndte at røres til Taarer og var henrykt, jeg sa hele tiden: Gud i Himlen at jeg skulle komme hit igjen!
Som om jeg hadde været der før.
(Under høststjernen)
—
Mig har Tiden tæret paa, jeg er blevet dum og afblomstret og ligegyldig, nu ser jeg paa en Kvinde som paa Litteratur
—
Aa, vær saa snil at ophøre med dette “Forfatteren Hr.”, som De vedblir at skriv indi og utenpaa mine Breve. Jeg er for længe siden for gammel nu til den Debutanttitel. Forfatteren Hr. er like saa litt en borgerlig Titel, som Profeten Hr., Geniet Hr., Dikteren Hr., Troldmanden Hr. Jeg har ingen Titel og faar ingen. Det er efter sin Debut man trænger den slags Vaas til sit Navn. Jeg ber Dem venligst undskylde denne Henvendelse.
Deres Ærbødige Knut Hamsun.
(Hamsun i et brev til hans forlag Gyldendal i 1910)
—
Jeg ser et flag på halv stang. Nogen er død, men det er ikke mig.
(Paa Gjengrodde Stier)
—
Nej, Herregud, så pæn De er da, barn!
(Hamsun da han møder sin kone Marie for første gang)
—
Lad det være, Marie, jeg dør nu.
(Hamsun sidste ord på sit dødsleje, til Marie da hun forsøger at rette på hans pude, 1952 på Nørholm)